1. December

Tante Karin ELSKEDE at finde gaver til hendes (som regel) meget søde Tante-børn, Carl, Nanna og Bjørn. Hun havde læst i en old-gammel bog på biblioteket, at en by ved navn Fang i den nordlige del af Chiang Mai var berømt for et meget stort og magisk julemarked. Tante Karin var selvfølgelig taget til byen på grund af dette. Hun ville nemlig finde årets kalendergaver her.

 

Byen Fang var, på trods af sit navn, en ganske almindelig lille by. Dens beliggenhed ved floden Kok gjorde, at byen var et ideelt sted for handelsrejsende at gøre holdt det meste af året. Som regel lå der et par flodpramme og tømmerflåder og af og til et stort sejlskib for anker ved Fang…. Tante Karin var ankommet med sejlbåd og var den eneste som skulle af i Fang før skibet hurtigt sejlede videre til dets næste destination.

Tante Karin blev desværre slemt skuffet, da hun så, at byen virkede helt tom. Hun kunne ikke se et eneste levende væsen eller et julemarked for den sags skyld. Og skibet var allerede sejlet sin vej. Det var aften og byen lå ganske mørk hen. Ikke ét julelys var at se. Det var meget mærkeligt. Byen Fang duftede heller ikke af julekager og kanel som hun havde forestillet sig.

 

 

Hvad skal hun gøre? Vælg en af de to muligheder:

 

- Skal hun se om der er en havneknejpe i nærheden, hvor hun kan overnatte? Gå til 36

 

- Skal hun gå fra havnen og ind i byen? Gå til 62

 

36

Tante Karin mente det var smart at vente med at lede efter markedet til i morgen, når det var blevet lyst. Hun var også både træt og sulten efter den lange sørejse. De mørke huse langs med havnen, havde alle træ-skodder for vinduerne og der så meget lukket ud. I tusmørket kunne hun skimte et skilt der hang over en dør, hvor der stod ”Fang-Knejpe”. Her kunne hun forhåbentlig både få mad og en seng at sove i. Tante Karin bankede på både døren og skodderne, men intet skete. Men der var et håndtag ved siden af døren hun havde overset. Det var nok til ringeklokken. Tante Karin rev resolut i den. Der kom ingen ringelyd, men en stor spand med iskoldt vand blev udløst og splaskede lige ned i knolden på hende!!! Ikke særlig gæstfrit sted hun var kommet til. Hun rev håndtaget løs og brugte det rød og hvidstribede aggregat som en stok hun kunne støtte sig til. Hun havde ret ondt i hovedet nu.

 

Gå til 62

 

 

 

62

Tanten sjoskede slukøret fra havnen og op mod den mørke by.

- Men hvad var det? Hun skimtede et flakkende lys i en hytte et lille stykke oppe ad bjerget dér. Tante Karin traskede surt op ad den knastørre vej. Da hun bankede på døren til hytten, blev døren IKKE åbnet. Men en lille luge i taget åbnede sig på klem og en hæs stemme spurgte: ”Hvem er det der har vovet sig til byen Fang?” Tante Karin svarede glad: ”Det er Tante Karin, og jeg skal på julemarked!”

 

Hun hørte dappende fodtrin og lidt efter blev døren åbnet og en mindre skikkelse gemt under et tæppe (kun en lille sort næse stak ud) stod i døråbningen.

”Er du dum eller hvad?” bjæffede stemmen med en skarphed som lyden af flækkede negle på en porcelænstallerken.”Eh…. næ, det skulle jeg da ikke sådan mene”, fremstammede Tante lettere forskrækket. ”Det må du da være! Efter Sukumvit, er her hverken marked eller jul på denne tid af året!!” vrissede stemmen surt, lidt ulden i kanten, på grund af tæppet som det lille sure bæst havde slynget tæt omkring sig.

Tante Karin forstod ikke et ord af det hele… Hun var rejst hele vejen fra København og rundt om det halve af jorden for at komme til dette berømte marked. Og nu stod der en lille gnom af et bæst oven i købet gemt bag et ildelugtende tæppe og skældte hende ud! Det fandt hun sig ikke i og sagde med sin mest myndige stemme: ”Vil du være så venlig at fortælle mig hvad du mener? Jeg har ikke tid til den slags løgnagtigheder og fornærmelser!” Hun kunne se at der blev rystet på hovedet under tæppet og døren blev smækket hårdt i.

 

Gå nu til 37

 

37

Det var åbenbart en helt forkert fremgangsmåde hun havde brugt. Hun rev sig i håret af bare ærgrelse og satte sig ned.

 

Hvad var det for en åndsvag sur by? Og hvor pokker var markedet? Og hvad eller hvem var Sukumvit? Og hvad gemte der sig egentlig under tæppet? En haj? En krokodille eller måske en hund?

 

 

2. December

Tante Karin var som sagt kommet til byen Fang i Chiang May og havde ikke fundet det kæmpe berømte og magiske julemarked, som var målet for hendes lange rejse. Næ, i stedet for, var det en by, hvis eneste levende væsen hun kunne opstøve, var en sur vrissen gnom af en spidsnæset type, som ikke rigtig forstod at hendes ærinde var vigtigt.

Men efter lidt tid, havde hun ved hjælp af en medbragt banan fra håndtasken, lokket Limsi-Lamsi, som det sure bæst hed, frem og fik historien om hvad der var sket.

Den er som følger (i hvert fald efter hvad Limsilamsi fortalte…):

 

Sukumvit var en rig og magtfuld baron fra Fang. Han havde for mange år siden besluttet at gøre byen berømt for noget andet end det tåbelige julemarked. (Rygtet havde jo desværre ikke spredt sig helt til København, hvor Tante Karin kom fra) Nå, men Baron Sukumvit brød sig ikke spor om Jul kan I nok gætte og derfor syntes han slet ikke, at det var særlig fedt, at byen skulle være så berømt for et tååååbeligt julemarked. Næ, han vidste præcis hvad der skulle til, hvis byen skulle få både respekt og berømmelse. Han indstiftede derfor den værst tænkelige styrkeprøve. Bestod man den, blev man fyrsteligt belønnet - en pung med 10.000 guldmønter og titel af ridder og æresborger i Fang for resten af livet.

Baron Sukumvit konstruerede en labyrint dybt inde i bjergene bag Fang, og der var kun én udgang fra den. Labyrinten var fyldt med alle mulige dødbringende indretninger og fælder og de klammeste uhyrer.

Der var nu ikke mange der overlevede farerne i Labyrinten. Faktisk var ikke én eneste kommet ud fra Labyrinten igen.

 

Hvert år kunne alle dem der turde, tilmelde sig styrkeprøven. Og i dagene op til, var der fest i byen. Fang blev udsmykket, der blev rejst telte og flere spisesteder blev bygget i det fri. Der var hyret musikere, dansere, ildslugere og andre gøglere og de håbefulde blev skrevet på en liste som hang på byens torv. Alle sang, drak, dansede og lo indtil dagen for ridderprøven oprandt. Så stimlede folk sammen om indgangen til Labyrinten for at se årets første udfordrer gå ridderprøven i møde.

 

Op til denne dag, hvor folk begyndte at strømme til byen, havde alle Fangs indbyggere så travlt med at forberede det store indtog af tilskuere, helte og væsner, at de gik omkuld ved solnedgang efter dagens hårde arbejde.

Da Tante Karin ankom med båden, havde byen virket død og øde, fordi alle lå og snork-boblede… Undtagen Limsilamsi som havde ligget søvnløs og spekuleret over, om han turde deltage i styrkeprøven i år.

 

Men hvad havde Baron Sukumvit gjort af alle de magiske sager fra julemarkedet og stiller Limsilamsi op til prøven? Og hvad er Limsilamsi egentlig for en bananelskende type?

 

 

3. December

Tante Karin havde efter sin ankomst til byen Fang, fundet den eneste vågne person i byen, nemlig Limsilamsi, som var en lille bitte hund af slægten Molotov. Limsilamsi Molotovs morfar havde for mange år siden, stillet op til styrkeprøven, men var aldrig kommet tilbage fra Labyrinten i bjergene.

Nu overvejede Limsilamsi selv at stille op. Men den tanke kendte hans familie absolut intet til. Siden morfaren forsvandt, havde de holdt sig langt væk fra Fang i dagene op til prøven. Under påskud af at nogen skulle passe på hytten, idet naboerne var bortrejst (En nevø var ikke vendt hjem fra Labyrinten sidste år), var Limsilamsi blevet tilbage.

 

Tante Karin var derfor allernådigst blevet indlogeret bagerst i huset i Limsilamsis forældres soveværelse, der var bygget ind i klippen.

Siden Tante Karin ankom, havde hun dels gået rundt i byen og set på forberedelserne og dels fået historier at vide om Baron Sukumvit, Labyrinten og alle de håbefulde, der havde mistet livet i prøven gennem årene.

 

Baron Sukumvit levede stadig i bedste velgående, han måtte dog være mere end 150 år gammel, men det var ikke et særsyn på denne egn, tværtimod. Den lillebitte hund Limsilamsi havde således også stadig sine tipoldeforældre, sine oldeforældre, sin mormor (morfaren var jo væk) osv. Han havde faktisk en utrolig stor familie og mere end 6 søskende. Det er vist ganske normalt i hundefamilier har jeg hørt. Ingen af dem var dog i Fang nu, to dage før styrkeprøven!

 

Hele byen er nærmest i ekstase og der er masser af boder som vil sælge dig det bedste udstyr HVIS nu du skulle få lyst til at stille op.

 

Limsilamsi vidste ikke hvad han skulle gøre. Han besluttede at spørge om råd i en af de mange boder der var opstillet på markedspladsen.

 

- Skal han spørge om råd hos spåkonen Jasealt?

Gå til 68

 

- Skal han spørge om råd hos den gamle mand, Bigdibent, som påstår at hans tipoldefar var med til at bygge Labyrinten?

Gå til 30

 

68

Spåkonen Jasealt har en lang sort kjole på, et kæmpe blondesjal om skulderne og et gyldent tørklæde om håret som går ned og dækker både hendes mund og næse. På armene ringler en masse armbånd og hendes øjne er malet med sort. Hun ser meget mystisk ud, synes Limsilamsi. Den mystiske dame hiver ham ind i teltet hvor mindst ti røgelsespinde har gjort teltet så tåget at han ikke rigtig kan se hvad der er derinde. På et bord dækket med en smaragdgrøn dug står et stearinlys og en krystalkugle ligger på en lilla fløjlspude. Limsilamsi sætter sig forventningsfuldt på den stol Spåkonen Jasealt peger på med en kroget finger. ”Pengene først” snerrer hun.

Limsilamsi er ved at blive dårlig af den tætte luft og stanken af røgelse. Han mærker spåkonens lange negle bore sig ind i hans højre forben. Men idet han prøver at trække forbenet til sig, får hans klør strejfet spåkonens tørklæde, som ryger væk fra hendes ansigt. - Om det er en væmmelig kattedame eller simpelthen en mand, når Limsilamsi ikke at se. Men synet af et gevaldigt overskæg brænder sig fast på hans nethinde da han styrter ud i den friske luft og gisper efter vejret…

Gå til 54

 

30

Limsilamsi tænker på sin morfar da han ser den gamle mand, Bigdibent som sidder uden for sin bod på en trebenet skammel. Han ser hærget ud, som om han altid har opholdt sig for længe i en ørken med bagende sol. Hans ører er helt små og indtørrede og snuden er helt tør. Inde i Bigdibents teltbod ligger pistoler, skjold, lanser, daggerter og brynjer og magiske eliksirer, drageblod på flaske (mon det er ægte?), vandtætte sko, lommetørklæder, falske kort og kompasser hulter til bulter på gulvet, så Limsilamsi holder nøje øje med, hvor han sætter sine poter.

 

Bigdibent advarer Limsilamsi om mistænkelige personer, som påstår de ved hvilke strabadser der venter i Labyrinten, fordi nogen i deres familie har været med til at lave den i sin tid. ”De er løgnere alle sammen!”, siger han. Det koster selvfølgelig den nette sum af to guldmønter at få Bigdibent til at afsløre noget som helst. Da Limsilamsi nølende har afleveret mønterne, fortæller Bigdibent en lang men kedelig løgnehistorie. Det eneste Limsilamsi får ud af de tvivlsomme oplysninger er, at man vist skal være både intelligent, modig og dygtig til at kæmpe med våben. Herefter vil Bigdibent selvfølgelig meget gerne sælge nogle af alle de rekvisitter han har i boden, til en særlig god pris til netop Limsilamsi. Men Limsilamsi skynder sig ud. Ikke meget klogere, men to gulddukater fattigere…

Gå til 54

 

 

54

Slukøret vender Limsilamsi hjem. Tante Karin sidder i køkkenet og lytter til Limsilamsis overvejelser omkring at stille op.

Han er skiftevis overmodig og sikker på han vil og i næste øjeblik et rystende nervevrag der indrømmer at andre nok har større chancer.

 

Til sidst skriver han sig dog på listen som nummer fem.

 

Hvordan vil det gå Limsilamsi og kan man blive slettet fra listen hvis man fortryder?  Er Limsilamsis morfar stadig i live inde i Labyrinten eller er han blevet ædt af et af de slimede uhyrer der går rygter om, at Labyrinten huser i stort antal?

 

4. December

Nu er der kun EN dag til styrkeprøven begynder. Limsilamsi har skrevet sig på listen for at vinde de 10.000 gulddukater og måske finde sin morfar inde i Labyrinten. Tante Karin tager med ham ud i byen for at købe udstyr. Desværre har han brugt de sidste penge i går, franarret ham i boder han ikke fortæller Tante Karin om. Han har kun en lille kobbermønt tilbage.

 

Skal Limsilamsi lade sig udfordre i en bod og se om han kan tjene penge til udstyret på den måde? Gå til 69

 

Skal Limsilamsi hellere se om han ved at satse sin kobbermønt i et spil, kan vinde nogle penge til sit udstyr? Gå til 27

 

69

Limsilamsi går ind i en bod og satser kobbermønten på, at han kan fange sæbebobler…  Der sidder mange og glor og hujer, det er god underholdning, for han er ikke den eneste, der har brugt sine penge lidt letsindigt eller er blevet snydt eller endog røvet… I får tre forsøg til at fange mindst 3 sæbebobler i et krus eller glas, gå til 33

- Hvis I ikke har fanget nogen bobler efter tre forsøg, må I prøve tre gange til. Gå herefter til 33.

 

27

I spilleboden står en gammel sørøver, han har klap for øjet og træben og en lang rød frakke. Frakken står åben og man kan se hans bare mave. Både skjorten og guldknapperne er væk, han har tabt dem i spil, forklarer han. Limsilamsi mener piraten er et let offer og udfordrer ham til et spil terninger. Piraten indvilliger.

Kast nu en terning hver og får en af jer en sekser, gå til 33

- Hvis ikke, må I skiftes til at kaste en terning, indtil sekseren er i hus og gå til 33.

 

 

33

Det første Limsilamsi skal købe for sine hårdt tjente penge er et lilla armbind, så alle kan se, at han er én af de foreløbig fem personer der har meldt sig til prøven i år. Det får han i en klædebutik hvor han også køber nogle lilla spidse støvler som er behandlet på en måde, så der ikke kan sive vand ind i dem.

 

Hos en af de mange våbenhandlere, køber han en lang spids syl, som må gøre det ud for et sværd. Limsilamsi er jo ikke så stor, faktisk en meget lille hund, så han kan end ikke løfte den mindste daggert i butikken. Sylen ligner mest en knappenål i overstørrelse og der er et smukt lilla skæfte til, som han kan have i bæltet. Det sidste han køber er en hat med en stor lilla fjer i.

 

Tante Karin mente godt han kunne have brugt de sidste penge på noget mere praktisk såsom en skudsikker vest eller en brynje, men de fandtes alligevel ikke i Limsilamsis størrelse. Hatten med den overdimensionerede fjer i, gør ham til gengæld ekstra synlig i folkemængden. Dette viser sig at være godt for den lille Limsilamsi, der måske mangler en hel del mod til at turde gå ind i labyrinten. Alle der ser ham klapper og pifter og byder ham på mad og vin og han bliver som dagen går, mere og mere storskrydende overbevist om, at han bliver den første der nogensinde kommer igennem Labyrinten. Til sidst lyder det som om Limsilamsi glæder sig til det, så beruset er han af alle de mennesker som ser beundrende på ham.

 

Men om natten i hytten, dagen før prøven, kan han ikke sove. Limsilamsi vender og drejer sig og den lille musehale ryster noget så voldsomt. I køkkenet møder han Tante Karin der heller ikke kan sove. Hun er nervøs på Limsilamsis vegne og sidder og drikker en kop the. Limsilamsi har lagt alle sine nyindkøbte ting frem. Hatten med fjeren, de spidse lilla støvler, knappenåls-sylen, det lilla skæfte og det lilla bånd, han har haft om armen hele dagen.

 

Limsilamsi drikker også en kop the og falder til sidst i søvn i Tante Karins lomme (Ja, så lille er Limsilamsi faktisk) på hendes vamsede cardigan hun har om skuldrene. Det er næsten blevet morgen, da de endelig falder i søvn.

 

Når Limsilamsi at vågne til tiden så han ikke kommer for sent? Finder Tante Karin noget julepynt og hvem er de fire andre der stiller op til Styrkeprøven?

 

 

5. December

I dag er dagen hvor krigere, helte og hunde stiller op til styrkeprøven. Lidt før daggry gjalder en trompet-fanfare ud over byen. Gaderne fyldes med folk der slentrer roligt afsted, sikkert tilskuere på vej til Labyrinten for at få en god plads helt foran, så de kan se deltagerne.

Den deltager vi gerne vil se, er Limsilamsi. Men hvor er han?

”Åh hvor skal jeg tisse… det er så spændende… Kan jeg lige snige mig væk hurtigt?” Spørger en lille dreng sin mor.

 

På begge sider af en bred grusvej står jublende menneskemasser. Vejen fører frem til en mørk munding til en tunnel der fører dybt ind i bjerget. På hver side er to store stensøjler med væmmelige udskæringer, næsten som en advarsel til alle der måtte komme forbi….

Baron Sukumvit står ved indgangen iklædt en lilla fløjlskappe med kanter af pink pels og venter på at hilse på deltagerne i ridderprøven.

De første deltagere kaldes frem af Baron Sukumvits ceremonimester med en lidt slatten trompettone. Sukumvit sender ham et vredt blik og nervøst blæser ceremonimesteren ti fanfarer i træk. Måske lidt overdrevet, men flot lyder det da. Bagefter skynder ceremonimesteren sig over på toilettet. Han var liiiige ved at tisse i bukserne af skræk!

 

De første to deltagere i styrkeprøven er to store barbarer med nøgne overkroppe og et skind rundt om livet. Om hver deres svulmende overarm er bundet et stramt lilla stykke stof. De står fuldstændig stille med let spredte ben og armene hvilende på deres dobbeltsidede kampøkser.

En slank alf med gyldent hår og grønne katteøjne er ved at tilpasse tværremmen med dolke som er spændt om hendes læderfrakke. Hun har et lilla tørklæde bundet om halsen.

Den sidste i rækken er iklædt en sort kappe og kun hans mørke øjne kan ses mellem de sorte tørklæder han har svøbt om hovedet. Fra hans bælte hænger der lange knive, en lilla kvælesnor og andre tavse dødbringende våben. En dame yderst i menneskemængden, sætter sig på hug og tisser. Flere ser misbilligende på hende. Hun burde gå på toilettet i stedet, altså. Det dér er for klamt!

 

Der er tilmeldt fem til styrkeprøven. Den femte er Limsilamsi. Men hvor er han? Baron Sukumvit træder frem og netop som han skal til at trykke hver deltager i hånden, kommer en lille dreng løbende som forpustet råber: ”Vent, vent! Vent på den sidste deltager!!” Folkemængden vender sig alle på én gang og ser smeden komme løbende med en trillebør, mens lyden af en kraftig snorken næsten overdøver hjulenes knasen i gruset på vejen.

 

Bagved smeden med trillebøren går to af Baron Sukumvits vagter. På trillebøren ligger….. Ja, du gættede rigtigt! Tante Karin lå med begge ben ud over trillebørens kant med Limsilamsis lilla hat fæstnet øverst på hovedet med en lille lilla nål, som mest af alt lignede en lidt stor knappenål. Hatten så ret lille ud, som den sådan balancerede øverst på Tantes hår.

Smeden nærmest hældte Tante Karin ud, som kom på benene, men hun snorkede stadig mens hun mumlede: ”skal vi lege Batman nu, Bjørn?”

- Hun var tydeligvis stadig i drømmeland…

 

Og NU bliver det altså så spændende for fortælleren at vi lige må sætte historien på pause til i morgen. Jeg SKAL altså sådan tisse!!!!

 

Hvorfor kommer vagterne med Tante Karin og hvor er Limsilamsi? Og hvor er toiletterne egentlig? Og hvorfor snorksover Tante Karin? Det er stærkt tisse- foruroligende!!!

 

 

6. December

Efter selv deltagerne til prøven har tisset af, går barbarerne frem som de første. De hilser mængden inden de forsvinder ind i tunnelen og en halv time senere følger alfen efter. Og lidt senere den mørke dræber. Nu er det Limsilamsis tur…. Men vent nu lidt, hvad var det der skete? Smeden kom jo med en trillebør med en snorkende Tante Karin i, i stedet for Limsilamsi! Tante Karin står op og sover. Indimellem kommer hun med et lille grynt men hun vågner ikke. ” Limsilamsi Molotov!” råber ceremonimesteren og trutter i trompeten. Intet sker. Alles øjne rettes mod Tante Karin. Hun har Limsilamsis lilla hat i håret, lilla er farven som indikerer man er tilmeldt styrkeprøven. Da ingen træder frem, puffer vagten med enden af sit spyd til Tante Karin og hun tumler ind i tunnelen efterfulgt af store klapsalver fra publikum.

 

Tante Karin befinder sig nu i den mægtige barons underjordiske gange… Døden Labyrint!

Men hvordan er det nu gået til at Tante Karin er endt her? det var jo Limsilamsi der havde tilmeldt sig og købt udstyr og alt muligt…

 

Jo ser du. Dagen før styrkeprøven skulle tage sin begyndelse, eller rettere natten før, sidder Limsilamsi og Tante Karin i Limsilamsis køkken og drikker the. På køkkenbordet ligger de ting som Limsilamsi skal have med. Hatten, støvlerne og sylen plus andre små fornødenheder han har fundet på loftet i sin morfars gamle klædeskab. Endda morfarens gamle gebis! I en æske foret med lilla stof, fandt Limsilamsi også en lille brunlig flaske gemt. På etiketten stod næsten ulæseligt ordet ”Styrke!”.

 

Uden Tante Karin ser det, hælder Limsilamsi flaskens indhold op i thepotten. Han vil ikke indrømme at han er frygtelig nervøs for morgendagen, men mener ganske bestemt at han har brug for noget at styrke sig på. Tante Karin behøver bare ikke lige vide at han er så nervøs.

De drikker begge mere af theen og bliver lidt pjattede. Limsilamsi ler og ler da Tante Karin tager hans hat på, som ser helt lille og fjollet ud oven på hendes hoved. Hun fægter i luften med den lille lilla syl og ender med at fæstne hatten med den, som om det var en hattenål. Tante Karin synes Limsilamsi ligner den sødeste lille uldtot og Limsilamsi er ved at kaste op af grin, da Tante Karin egentlig ligner en gul banan noget så meget… Men efter de har fjollet og grinet så tårerne trillede, bliver de pludselig meeeeeget trætte og falder i dyb søvn. Den lille uldtot Limsilamsi nede i Tante Karins lomme, som du måske husker?

 

Morfarens styrkedrik har ligget på loftet i mange år og det er ikke alle eliksirer der kan tåle den slags… Så virkningen er meget tvivlsom, i værste fald har den ændret karakter og påvirker den der drikker den, på en helt anden måde end først antaget. Limsilamsi hælder den i thekanden og da den alt for gamle væske udsættes for ilt ændrer molekylerne sig og virkningen ligeså. Den bliver simpelthen til en kraftig fjolle- og sovedrik!!

 

Efter nogle timer hvor Tante Karin har vandret rundt i søvne, vågner hun ved at en stor edderkop kilder hende i øret. ”UUUFFF!!”, siger Tante Karin højt og vågner med et sæt!

 

- Er Limsilamsi stadig i lommen og hvad siger Tante Karin når hun opdager hun er i Dødens Labyrint?

 

7. December

Da Tante Karin slår øjnene op, efter hun har sovet tungt under indflydelse af Limsilamsis morfars eliksir (der var blevet for gammel), befinder hun sig i, ja… Dødens Labyrint!!! Edderkopper og biller kravler op og ned ad de mejslede vægge, men forsvinder hurtigt ind i revner og sprækker, så snart de mærker hendes tilstedeværelse. Hun tør ikke sætte sig ned på gulvet, hvem ved hvad for kryb der piler rundt på gulvet!

Det eneste Tante Karin tænker på er, hvordan hun er havnet her og hvordan hun hurtigst muligt kan slippe ud af labyrinten igen. Men det er jo nok ikke så nemt, eftersom ingen nogensinde før, er sluppet ud herfra i live! Det løber hende koldt ned ad ryggen! Pludselig hører hun en lille hvæsende lyd og hun farer forskrækket sammen. Lyden kommer fra hendes højre lomme i cardiganen… Hvad tror du det er? Ja, rigtig gættet. Det er Limsilamsi der ligger og sover, intetanende om at han allerede ER i labyrinten. Han vågner ikke da Tante Karin forsigtigt tager ham op. Soveeliksiren virker åbenbart længere tid på den lille hund end den gjorde på Tanten. Han er jo også væsentlig mindre…

Tante Karin lægger Limsilamsi lidt hårdhændet tilbage i lommen. Hun har stærkt på fornemmelsen at han har noget at gøre med hendes tilstedeværelse her, på dette uhyggelige og klamme sted.

Tante Karin går langsomt fremad gennem tunnelen og kommer til et stenbord, som står op ad væggen til venstre for hende. På bordet står der to kasser. På låget af den ene står der ”Limsilamsi” og på den anden kasse står der ”Vinder af Styrkeprøven”

 

- Skal hun åbne kassen der står Limsilamsi på? Gå til 53

 

- Skal hun åbne kassen der står ”Vinder af Styrkeprøven” på? Gå til 51.

 

53 Låget på kassen er let at åbne. Indeni ligger der to dåser og en besked. Hun læser: ”Endelig er du klog nok til at stoppe op og udnytte de goder, du får tilbudt. Nu kan jeg oplyse dig om, at der er adskillige genstande, du får brug for, hvis du vil gå sejrrigt gennem dødens labyrint.” Brevet er underskrevet Baron Sukumvit. På dåserne står der energi og styrke. Gå til 25

 

51

Tante Karin åbner kassen hvor der står ”Vinder af Styrkeprøven” på låget. Der lyder et ordentlig brag og en stor sort røg stiger op af kassen og Tante Karin bliver helt sort i hovedet. På bunden af kassen ligger en lille seddel hvor der står: ”At tage sejren på forskud virker direkte dumt og overmodigt. Lad dette være dig en advarsel.” Brevet er underskrevet Baron Sukumvit. Ups, det var vist et dårligt valg, så Tante Karin beslutter sig for at åbne den anden kasse i stedet. Den der står Limsilamsi på. Gå til 53

 

25

Tante Karin tager forsigtigt Limsilamsi op ad lommen og og åbner nænsomt hans lille uldne hundemund og hælder først styrke-dåsens indhold i munden på ham, mens han sover. Dernæst energi-dåsens indhold. Ligeså snart den sidste dråbe energi-drik er forsvundet i den lille hundesnude, vågner Limsilamsi op med et sæt! - og ser sig forvirret omkring...

 

Hvilken vej skal Tante Karin gå? Og vågner Limsilamsi mon snart? Og gad vide hvilken vej barbarerne, alfen og den mørke dræber er gået?

 

 

 

8. December

Tante Karin står i en tunnel inde i Labyrinten. Limsilamsi er endelig vågen, efter Tante Karin gav ham energidrikken. Han ved ikke, at han også fik styrke-drik, men da Tante Karin ikke er sikker på, om den virker lige så dårligt som Limsilamsis morfars styrkedrik (I husker nok den han hældte i theen?), vælger hun at lade være med at sige noget til den lille hund, der bjæffer begejstret. - Nu iklædt hele sit udstyr, lige fra hatten med fjeren til de smarte lilla støvler. Han er SÅ klar!

 

Forude kan Tante Karin se en STOR forhindring på tunellens gulv, men det er for mørkt til at se præcis hvad det er.

Tante Karin tøver lidt, men LimsiLamsi løber kækt hen mod forhindringen, mens han sniffer højlydt. Hunde tror altid de er verdensmestre til at lugte hvad ting er…

 

Forhindringen er en stor brun kampestensagtig genstand. Det er ikke lige til at lugte hvad det er. Limsilamsi nyser og ser spørgende op på Tante Karin med hovedet på skrå. Hun rører forsigtigt ved den store brune ting med hånden og bliver overrasket over den er helt blød og svampet…

 

- Skal de forsøge at kravle over den? gå til 38

- Eller skal de hellere forsøge at snitte den åben med Limsilamsis syl, gå til 46

 

38 Tante Karin klatrer op på den bløde kampesten med Limsilamsi i lommen igen. Hun forventer næsten at blive opslugt af den svuppende bløde brune ting. Det er simpelthen så svært at komme over den, for hendes ben synker hele tiden ned i dens bløde skal. Hop 10 gange for at Tante Karin kan få fødderne fri at den klistrede masse få fast grund under fødderne!! Gå derefter til 63

 

46 Tante Karin har Limsilamsi i lommen med sylen stikker han i den store brune tingest. PUUUUH!!!! Den udspyr en tyk brun klistret sky som sætter sig fast i Tante Karins vamsede sweater og på hendes hænder og i Limsilamsis bløde pels og på den flotte fjer i hans hat. Æv altså hvor er det bare klamt!! Det begynder pludselig at klø HELT forfærdeligt. Hverken Tante Karin eller Limsilamsi kan stå stille. Hop 10 gange for at Tante Karin og Limsilamsi kan slippe af med kløen og klisteret.

Gå derefter til 63

 

63 Nu kan Limsilamsi og Tante Karin heldigvis fortsætte gennem tunnelen. Da her ikke er dagslys men mørkt hele tiden, er det ikke til at følge med i hvilken dag det er. Men heldigvis har Limsilamsi taget en smart ting med fra sin morfars kiste. Det er nemlig BÅDE proviant og en måde at kunne tælle dagene på. De skal bare lige sørge for, at dimsen er indstillet til den rigtige dato og så spise en pille hver dag. Ligesom vitaminpiller… Spis nu de første 8 proviant-piller, så Limsilamsi og Tante Karin kan følge med dagene selvom de er inde i den mørke labyrint. Hvis du tør!  Det er jo ikke helt til at vide, hvad de kalenderpiller indeholder af mærkelige sager eller om de har en underlig virkning!

 

- Hør mere til Labyrinten, Tante Karin og Limsilamsi den 14. december og hold øje med tiden ved hjælp af Limsilamsis morfars proviant-ur.

 

 

 

 

14. December

Tante Karin og Limsilamsi havde vaaaandret rundt i Labyrinten i laaaaang tid. Hvis ikke de havde haft Limsilamsis morfars proviant-ur, ville de nok ikke have vidst, at det var den 14. december i dag…. Kan I huske proviant-uret? Jeg håber I har holdt øje med tiden?

Den lille hund, Limsilamsi og Tante Karin gik gennem en mørk tunnel. Fakler, der for længst var gået ud, havde sodet både vægge og lofter til, så alting havde en underlig sort lodden overflade… Ud af den ene øjenkrog fangede Tante Karin en bevægelse. Men da hun vendte hovedet var der ingenting. ”Så du det?” spurgte hun Limsilamsi. Hunden kiggede spørgende på hende, han havde ikke set noget. Men hov! nu var det der igen!

 

Hvad skal Tante Karin gøre?

 

- Skal hun undersøge væggen nærmere og se om der vitterlig ER noget, der bevæger sig? - Gå til 58

 

- Eller skal hun hellere fortsætte fremad gennem den mørke tunnel? Gå til 39

 

 

58

Da Tante Karin nærmer sig væggen, snubler hun over en lille sten der ligger på gulvet og falder lige ind i den sort-sodede væg som giver efter. Væggen er helt blød og for sent opdager hun at det er en massevis af edderkopper med kroppe så store som garnnøgler der hænger som et forhæng ned fra loftet. Limsilamsi der sad lunt og godt i hendes lomme, skynder sig at holde sig for øjnene med sine lange ører og lukker også munden. Tænk at få en af de store edderkopper med behårede ben ind på tungen ved en fejltagelse! Puha, IKKE en rar tanke!

Tante Karin og Limsilamsi falder altså ind gennem den tykke edderkoppe-væg og lander på en flad sten som ligger i en sort sø. Den er i en stor grotte, hvor de end ikke kan se loftet eller væggen på modsatte side af søen. Der falder lys ned på stenene fra et hul langt oppe fra og det blæser en lille smule. Måske er de nær udgangen? Tante Karin rejser sig op, børster lidt edderkopper af trøjen. Hun tager Limsilamsi op af lommen og sætter ham ned på en sten i vandet, der ligger tæt på den hun selv står på. Stenen Limsilamsi står på, lyser op da hans små hundepoter kommer i berøring med overfladen. Som en kædereaktion lyser en masse af de andre sten i søen også op. De danner en slags sti, ser det ud til. Limsilamsi kan ikke se hvor stien ender.

Gå til 56

 

 

39

Tante Karin og Limsilamsi fortsætter henad gangen, men et stort stenskred spærrer vejen. Loftet er styrtet sammen og efter at have flyttet et par sten, må de give op. Her kan de ikke komme forbi. Limsilamsi foreslår at de går tilbage til den underlige væg de kom forbi.

Gå til 58

 

56

Limsilamsi der er en modig hund, hopper over på den næste lysende sten og Tante Karin går forsigtigt efter ham, som han tripper og hopper afsted, henover søen på de her lysende glimmer-sten. Hver sten han lander på, er som en knap, der får nogle underjordiske mekanismer til at gå i gang og væmmelige skelethænder dukker op fra det sorte vand og rækker ud efter Limsilamsi! Han giver et hop og et HYL af forskrækkelse, men Tante Karin reagerer hurtigt og griber hunden midt i hoppet. Med Limsilamsi i favnen skiftevis løber hun og laver laver karate-ninja-spark henover stenene og får smadret alle skelethænderne på vejen! RET sej tante!

 

Hvad mon der er på den anden side af søen og finder de mon nogensinde Limsilamsis morfar? De magiske ting fra julemarkedet? og ikke mindst udgangen fra Labyrinten i Baron Sukumvits Labyrint i byen Fang?

 

 

15. December

Da Limsilamsi og Tante Karin er kommet over søen og Tante Karin har cirkel-ninja-sparket alle de væmmelige skelethænder i smadder, står de på en lille strand der er dækket af glimtende røde sten. Limsilamsi splætter i Tantens arme for at komme ned og lander på det røde glimmer-sand og synker helt ned til snuden. Idet han skal til at gø, får han munden fuld af rødt glimmer. Tante Karin griner og samler ham op, inden han forsvinder helt. Der ligger noget lidt længere henne ad stranden, det er svært at se hvad det er. Det ligner en julegave? Men kan det passe? Hun trasker besværet derhen, det er svært at få i det røde glimmer-sand, uden at synke ned. Der ligger 4 gaver. Tre med blåt papir og en med grønt papir. Tør de åbne gaverne eller er det en fælde? Limsilamsi er ikke i tvivl! DET ER JO GAVER!!!!! Og han ELSKER gaver. Særligt JULEGAVER!!!!

Skal de åbne de blå gaver ? Gå til 65

Skal de åbne den grønne pakke? Gå til 31

 

65

Limsilamsi bider og flår papiret af de blå pakker og tænker slet ikke på, at der måske er noget farligt indeni. Det viser sig heldigvis at det er ting fra det magiske julemarked!!! Hvor SKØNT! Et par hjemmesko, en nissehue og en juletræshat! Gad vide om de virkelig er magiske? Der er ikke nogen brugsanvisning…

Gå til 31 hvis du endnu ikke har åbnet den grønne pakke

Hvis du allerede har åbnet den grønne pakke, gå til 44

 

 

31

Den grønne pakke er stor og tung. Den er svær at åbne og Tante Karin vil gerne hjælpe, men Limsilamsi vil selv! Han finder sit sværd (som ligner en syl eller en stoppenål) frem og RITZ! RITZ! snitter han papiret op. Indeni pakken er et stort gammeldags tv. Det er vist lang tid siden det har været i handlen på det magiske julemarked… Tante Karin prøver at trykke på en knap under skærmen. Men ingenting sker.

 

Gå til 65 hvis du endnu ikke har åbnet de blå pakker.

Hvis du allerede har åbnet de blå pakker, gå til 44

 

44

Hmmm… fjernsynet virker ikke og der er ingen brugsanvisning til sutskoene, nissehuen og juletræshatten. Men det MÅ være magisk på en eller anden måde… Limsilamsi er så glad for sine lilla støvler han købte på markedet i Fang, så han vil bestemt ikke tage jule-sutskoene på. Desuden er der kun to og han plejer at købe sko hvor der er fire. En til hver pote… Så han får i stedet nissehuen presset ned over sin lilla hat med fjeren af en resolut tante. På skal den! Den ser lidt bulet ud, men det går. Tante Karin stikker i sutskoene og tager juletræshatten på. Der lyder sådan en glimtende klimprende lyd, en lille stjerne-melodi og knappen på fjernsynet lyser op!

 

Mon det virkelig ER et magisk tv og hvad sker der når de trykker på knappen? Finder de nogensinde Limsilamsis morfar? og ikke mindst udgangen fra Labyrinten i Baron Sukumvits Labyrint i byen Fang?

 

 

 

 

 

16. December

Limsilamsi står og ser lidt dum ud, med nissehuen mast ned over sin ellers flotte lilla hat. Tante Karin ligner en julefe, med juletræshatten og julesutskoene på. De kigger på knappen der lyser på tvet de fandt på den røde glimmerstrand i går.

 

Tør de trykke på knappen? Hvis ja, gå til 52

 

Hvis du synes de hellere skal gå længere hen ad glimmer-stranden, UDEN at trykke på knappen på fjernsynet, gå til 32

 

52

Da Limsilamsi forsigtigt trykker med snuden på den lysende knap på det store gammeldags fjernsyn, begynder det først at ryste, så gnistrer det, så hopper det og til sidst lyser skærmen op. På skærmen toner tre velkendte ansigter op.

 

Gå til 45

 

32

Tante Karin og Limsilamsi lader det store gamle fjernsyn stå og bevæger sig længere hen ad stranden med det røde glimmersand. Men hvad er det? Der er noget der løber efter dem og bider Tante Karin i julesutskoene!! Det er det mærkelige magiske fjernsyn! Hmmm… Meeeeget MÆÆÆÆRKELIGT tv, mumler Tante Karin og får sutskoen fri at tvets mærkelige sprække-mund. Nu står det stille og knappen blinker glad. De må nok hellere se at få trykket på knappen, synes du ikke?

Gå til 52

 

45

De tre velkendte ansigter er ingen ringere end Tante Karins (som oftest søde) tante-børn, Carl, Nanna og Bjørn! De hopper glade ud af tvet (det er vist et ordentligt sygt magisk tv!!!) og krammer tanten og hilser pænt på Limsilamsi der stolt viser dem sine lilla støvler… Børnene har et kort med over labyrinten, som de fandt i Limsilamsis morfars kiste, oppe på loftet hvor Limsilamsi bor. I byen Fang. De har også både slikpinde og noget at drikke med. Limsilamsi synes STRAKS godt om børnene. Nanna krammer Limsilamsi MEGET, så han næsten ikke kan drikke med det SYGT lange sugerør. Men det går. Limsilamsi kan godt lide Nanna J

 

Hvordan kan det være Carl, Nanna og Bjørn er kommet til Fang og ER det virkelig et kort over labyrinten de har fundet? Finder de nogensinde Limsilamsis morfar? og ikke mindst udgangen fra Labyrinten i Baron Sukumvits Labyrint i byen Fang?

 

 

 

17. December

Carl, Nanna og Bjørn der hoppede ud af det sygt magiske tv og havde både mad og drikke med, havde en meget vigtig ting med fra Limsilamsis morfars kiste med også. Kan du huske hvad det er? Nemlig! Et kort over Labyrinten. Børnene kunne ikke FORSTÅ hvorfor de ikke havde hørt fra Tante Karin her i december måned, så de begyndte en ekspedition ud for at finde tanten. De kom også til byen Fang og efter at have talt med nogen af borgerne i Fang, fandt de frem til Limsilamsis hus og kloge som de var, også til kisten på loftet. Her fandt de kortet og et gammelt tv. Da de tændte for fjernsynet var de blevet suget ind i det og havde opholdt sig i den lille kasse i flere dage, indtil Limsilamsi havde trykket på tvet på den røde glimmerstrand. Så kunne de endelig slippe ud! - OG HER VAR DE! Glade for at have fundet Tante Karin, men også ret bange for, at de alle sammen skulle ende deres dage inde i Baron Sukumvits labyrint. Tante Karin, Limsilamsi, det skøre fjernsyn, Carl, Nanna og Bjørn gik væk fra stranden og hen mod klippevæggen. Her var der ligesom to åbninger og det var svært at vide hvilken vej de skulle gå.

 

Skal de gå ind ad åbningen til venstre? Gå til 64

Eller skal de gå ind ad åbningen til højre? Gå til 47

 

64

De gik forsigtigt ind ad åbningen til venstre, der var et sært pink lys der lyste på klippevæggene i den lave gang. Længere fremme, stod et skab kilet ind i væggen. Inde i skabet var der dejlig mad og slik. Da de gik videre, endte gangen blindt og de måtte gå ud igen, men nu mætte og tilfredse og med mere mod på at se på kortet, som de havde glemt at kigge på….

Gå til 47

 

47

Inde i åbningen til højre, var der en lang klippegang, med højt til loftet og fakler der brændte på væggene. I det flakkende lys, foldede de Limsilamsis morfars kort ud. Kan du se hvor de er?

Kortet begyndte at gløde i siderne og en lang række røde prikker kom til syne. Hvor mon de ledte hen?

Gå til 24

 

24

Fjernsynet hoppede glad! Det kunne rigtig godt lide lysende røde prikker og mindede velsagtens om dens egen lysende knap det selv havde på maven, under skærmen. Tvet og Limsilamsi løb i forvejen, tæt fulgt af Nanna og Bjørn. Tante Karin og Carl gik i roligt tempo bag dem og studerede kortet.

 

Hvor mon den lysende rute på kortet leder dem hen? Er det overhovedet den rigtige vej og hvordan er kortet EGENTLIG havnet i Limsilamsis morfars kiste, hvis morfaren aldrig er sluppet ud af Labyrinten?  

 

18. December

Vores gode venner, Limsilamsi, det skøre tv, Tante Karin og Nanna, Bjørn og Carl fulgte en rute der pludselig lyste op på Limsilamsis morfars gamle kort over Labyrinten. De gik til højre i en forgrening, så til venstre i et kryds, gravede sig vej gennem en bunke sten hvor loftet var faldet ned og endte til sidst foran to døre. Den ene var kæææmpe stor og så meget solid ud, med jernbeslag og store rustne søm. Den anden var helt firkantet og kun ca en meter høj og en meter bred. Den var rød med afskallet maling og et håndtag lavet af grønt glas så det ud til. De vidste ikke om de kunne komme ind af nogen af dem. Måske var de låst. Og den røde dør var ret lille, så Tante Karin og Carl kunne nok ikke komme ind igennem den i hvert fald. Hvilken dør skal de prøve at åbne?

Den lille røde dør? Gå til 43

Den kæmpestore trædør? Gå til 22

 

43

Nanna tog fat i det grønne glashåndtag i den lille lave røde dør. Håndtaget forvandlede sig straks til en slasket grøn troldefod (!!) der faldt af, da Nanna tog fat i den. Det skøre tv grinede højt! Nanna blev lidt sur og sparkede til tvet uden nogen så det. Av, sagde det. Men så fik Nanna øje på knappen på tvet der pludselig lyste op og blinkede. Limsilamsi snusede mistænksomt til den. Bjørn kløede Limsilamsi bag øret og trykkede på knappen. Den lille røde port (en port er en slags dør, bare uden håndtag kan man sige) rystede og i løbet af få sekunder var den hejst op i en sprække i klippen og Nanna, tvet, Limsilamsi og Bjørn kunne komme ind igennem den lille åbning. Inde bag den lille røde port var en afsats og ved siden af den røde port, var den store brune dør. Begge døre førte altså det samme sted hen! Børnene fik med møje og besvær fjernet en stor pæl der sad på tværs henover døren. Og nu kunne de skubbe den op, så Carl og Tante Karin også kunne komme ind.

Gå til 50

 

22

Carl hev i den tykke runde jernring der sad på den store brune dør. Men døren gad ikke åbne. Den sad bare fast, som vidste den ikke at døre var lavet til netop at kunne åbne. ”Dumme dør”, mumlede Carl…. ”Men vi skal ind her”, sagde Tante Karin, der kiggede på Limsilamsis morfars kort. Carl kløede sig i håret med en hårbundsmassage-dims. Sådan tænkte han nu engang bedst…

Gå til 43

 

50

Da de alle stod indenfor på afsatsen, kunne de henover en smal men dyb kløft se noget der bevægede sig på den anden side. Det sygt magiske tv sendte en stråle af regnbue-lys ud og ramte en gitterport i bjergsiden et par meter fra dem, på den anden side af kløften. I regnbuens lys kunne de se en meget afpillet og tynd hund med mølædte ører og en tør snude… Han havde et laset lilla bånd om armen og han gøede glad da han så dem!

Det var Limsilamsis morfar!!!! Limsilamsi logrede og løb rundt om sig selv og i forvirringen var han lige ved at falde ud over kanten på afsatsen og ned i kløften.

 

Er det virkelig Limsilamsis morfar? Hvordan kommer de over kløften? Kan de befri hunden og hvordan er kortet EGENTLIG havnet i Limsilamsis morfars kiste, hvis morfaren er her i Labyrinten bag en gitterlåge? 

 

 

19. December

Carl, Nanna, Bjørn, det sygt magiske tv, Limsilamsi og Tante Karin står på en afsats og vinker over til Limsilamsis gamle morfar der står på den anden side af en smal kløft. Han står bag et gitter og bliver lyst op af det sygt magiske tvs regnbuelys. ”Hvad skal vi gøre? Hvad skal vi dog gøre?” bjæffer Limsilamsi mens han desperat jagter sin hale… Han er lige ved at ryge ud over kanten men får fodfæste på…. ja hvad tror du? Regnbuelyset som tvet udsender! Lyset er altså til at gå på! Glad og modig hopper Limsilamsi ud i regnbuen og nærmest svømmer i de mange farver over mod morfaren som logrer helt vildt. Han er SÅ glad! Tvet brummer mens de andre også bevæger sig ud på regnbuebroen. Da de er ovre på den anden side, foran gitteret ind til morfaren, slukkes regnbuelyset og det før så magiske tv er gået helt ud. Nu ligner det bare et almindeligt gammelt fjernsyn, der er blevet smidt ud.

De sætter sig ned på afsatsen foran gitteret ind til Limsilamsis morfar. Bjørn hiver et par kager frem af lommen og giver dem til morfaren der glad guffer dem i sig. Herefter sætter han sig ned og begynder at fortælle…

Vil du høre morfarens historie? Gå til 26

Vil du se om du kan få gitteret op og befri morfaren inden han begynder at fortælle? Gå til 34

 

26

Morfaren fortæller at han endte bag tremmer her, for mange år siden, da han selv meldte sig til Baron Sukumvits styrkeprøve. Han havde selv haft en bod på det magiske julemarked og han var godt træt af, at baronen havde beslaglagt alle de magiske ting fra markedet… Heldigvis havde han gemt nogle af tingene, blandt andet det sygt magiske tv. Det havde han taget med sig ind i Labyrinten, men det var til sidst så tungt at bære på, at han havde måttet efterlade det på stranden med det røde glimtende sand. Han havde dog formået at sende et kort gennem det til sin kiste på loftet sammen med et par andre ting (blandt andet en styrkedrik som du måske husker Limsilamsi drak noget af for længe siden?) Og det var derfor heldigt at Carl, Nanna og Bjørn havde fundet det, da de tog ud og lede efter Tante Karin. Morfaren var lykkelig over at blive fundet, men de skulle jo have fjernet gitteret så morfaren kunne blive sluppet fri. Han havde ikke fået noget at drikke i rigtig mange år og han så noget tør ud i pelsen. Heldigvis havde Nanna en lille juice i sin taske som hun gav til morfaren. Underligt nok drak han den ikke, men hældte juicen over i en lille sprayflaske, hvor der lå noget grønt pulver på bunden.

Gå til 60

 

34

Før morfaren får begyndt på sin historie tager Nanna et godt tag i en af de rustne jernstolper i gitteret foran morfaren. Det er da ikke særlig hyggeligt at sidde og tale med Limsilamsis morfar mens han stadig er bag tremmer! Hun aser og maser men det eneste hun får ud af det, er en rift på fingeren og en masse rust på sine gamacher. Bjørn sparker solidarisk til gitteret. Men det nytter ikke noget. Måske morfaren har en idé? Gå til 26

 

60

Da morfaren hælder Nannas juice ned i den lille sprayflaske, blander det sig med det grønne pulver på bunden. Han har ikke haft en bod på det magiske julemarked for ingenting! Han rækker sprayflasken til Nanna gennem tremmerne og siger hun skal spraye det på låsen og gitteret udefra. Blandingen i sprayflasken er blevet til noget meget stærkt syre som simpelthen ætser jerngitteret og låsen og opløser begge dele til en klistret masse. Massen syder og ryger, men de skraber det ud over kanten og ned i kløften med to af Limsilamsis lilla støvler. (Nu har han kun de to tilbage han har på bagpoterne..)

 ”-Men at røre ved syre-klister var alligevel værre end at miste to støvler!” tænker Limsilamsi og omfavner glad sin morfar!!

 

Finder vores venner mon nogensinde de magiske ting fra julemarkedet så morfaren kan genetablere det magiske julemarked? Finder de overhovedet ud af Baron Sukumvits dumme labyrint og bliver det nogensinde Jul i byen Fang?

 

 

20. December

Limsilamsi og morfaren løber glade ved siden af hinanden. Limsilamsi har givet morfaren sin nissehue og bærer selv stolt sin lilla hat med den store fjer. I gangen bag morfarens celle hvor han var spærret inde bag gitteret, er flere små rum med gitter for. Bjørn giver dem rask en gang syrespray og gitrene smelter. Ud fra de mange celler kommer en masse forhåbningsfulde deltagere i ridderprøven gennem de sidste mange år. I de sidste celler dukker også nogle velkendte skikkelser frem. Ikke helt så tapre at se på mere: de to store barbarer med nøgne overkroppe og et skind rundt om livet. Deres dobbeltsidede kampøkser har de ikke mere…

Den slanke alf med det før så gyldne hår og grønne katteøjne sniger sig også ud. Hendes læderfrakke er laset og håret mere beskidt end gyldent. Hun har stadig det lilla tørklæde bundet om halsen.

Den sidste er den kappeklædte dræber og man kan stadig kun se hans mørke øjne mellem de sorte tørklæder han har svøbt om hovedet. Fra hans bælte hænger der  ingen lange knive og den lilla kvælesnor er også væk. De siger ikke meget men man kan mærke de er meget taknemmelige over at blive befriet. Det skal blive spændende at høre om deres vej gennem Labyrinten, inden de endte her. Men det må vente. Morfaren og Carl kigger på kortet  og er lidt uenige om, hvilken vej de skal gå.

 

Skal de gå mod noget der ligner et stort skatkammer som morfaren foreslår? Han håber at finde alle tingene fra det magiske julemarked? Gå til 41

 

Eller skal de gå mod noget Carl synes ligner en udgang? Det er vigtigere at komme ud med det samme og ikke spilde tiden på gamle magiske ting? Gå til 66

 

41

Tante Karin og morfaren kigger nøje ned i kortet og fører den store flok gennem smalle passager, over en faldefærdig bro, henad en klippesti højt oppe og klatrer til sidst op ad en lang rebstige. På toppen af denne klippe som ligger inde i en kolo-enorm bjerghule, kan de se store dele af labyrinten. De kan også se en stor tulipan som ligger og spærrer for det der må være udgangen. Carl jubler og peger og siger ”SE!!!”, de andre i følget liver op og begynder at komme med jubelråb og klapper!

Tante Karin pakker noget mad ud af sin taske, hun synes de skal holde hvil. De mange befriede væsner, dyr og helte spiser Tante Karins pizza som har de aldrig fået noget bedre!! (Men hun er nu også god til at bage pizza, synes du ikke?)

Gå til 28

 

66

Den efterhånden store flok af tidligere tapre deltagere i ridderkonkurrencen vandrer stille side om side og bag ved hinanden i en lang formation. Nogen så afkræftede at de næsten ikke kan gå. De to barbarer bærer hver et par stykker, de har stadig mange kræfter tilbage. Limsilamsi og morfaren fører an, med Carl, Nanna og Bjørn lige i hælene. Tante Karin går og taler sagte med den slanke alf med katteøjnene og det tidligere så gyldne hår. Carl og Nanna løber op foran og dirigerer vejen, de mener er mod udgangen. Efter mange timer når de til en kæmpestor tulipan der spærrer gangen. Limsilamsi trækker sin syl, barbarerne stiller sig parat med spændte muskler og alfen svæver en meter over jorden. Den sorte dræber-type i sin sorte kappe sniger sig langs væggen for at se om der er en sprække mellem tulipanen og klippevæggen han kan kile sig igennem.

Pludselig udspyr den store røde tulipan ild og de stakkels deltagere får alle svedet håret og Tante Karin hoster. De bliver alle blææææst tilbage i gangen med de smeltede jerngitre og fangehullerne...

Gå til 41

 

 

28

- Men de er alligevel langt fra målet, selvom det er til at få øje på. Hvordan skal de komme forbi den der store tulipan for eksempel? De kan se at den udspyer ild med et par minutters mellemrum som om det var en vulkan der lå på siden.

”Kom” siger morfaren og de går videre ind ad en lavloftet gang. Her lugter mærkeligt siger Limsilamsi. Hvad mener du? siger morfaren. Det er da kanel, brændt gran og rødkål og risengrød og konfekt her lugter af. Det kender jeg slet ikke siger Limsilamsi forundret. Morfaren ryster på hovedet og løber med logrende hale videre ned ad gangen. De kan høre ham gø.

 

Hvad har morfaren fundet? Finder de nogensinde udgangen og hvis de gør, hvordan kan de så komme forbi den ildspyende tulipan?

 

 

 

21. December

Da Bjørn, Carl og Nanna når hen til morfaren, stærkt forfulgt af Limsilamsi, står han foran en stor åbning ind til et kæmpestort kammer. Inde i kammeret BUGNER det med underlige ting. Der er flyvende pebernødder, stjernekastere der tænder af sig selv og svæver op mod loftet. Juletræer i massevis med pynt der selv svæver op og hænger sig på grenene, sløjfer flyver rundt og leder efter pakker de kan sætte sig på og glimmer fyger om ørerne på dem. Og dér er en nisseby med små nisser og små huse med lys i vinduerne. En snebold kommer flyvende og lander lige i hovedet på Limsilamsi. SPLASH! siger det og han knurrer og ser sig om for at se hvem der mon kastede den? Da Tante Karin og de andre når frem udbryder alle ÅH og IH og NÆÆÆÆ! Der er også flere fjernsyn som ser meget umoderne ud, men Carl, Nanna og Bjørn og særligt morfaren, lader sig ikke sådan snyde…De ved godt, at alt ikke er som det ser ud. Nogen fjernsyn kan både løbe, transportere mennesker og endda udspy regnbue-broer hvis man skulle få brug for det.

 

Nanna træder ind i den store sal og henover nogle kræmmerhus, der skændes om, hvem der skal have karamellerne, der ligger foran dem. Henne ved et stort brunt fjernsyn, der ser meget støvet ud, starter pludselig en OLD-gammel film om LillePer, men Nanna går videre. Det næste fjernsyn hun kommer til, har en stor rød blinkende knap. Hun trykker selvsikkert på den og to nisser og en nissepige hopper ud. De hopper op og ned og for hvert skridt de tager, vokser der slikstokke frem. De to nisser har lange nisseskæg og nissepigen har en meget julet hårbøjle i håret. Nisserne løber over til Limsilamsis morfar som har nissehuen på. Nissehuen som de fandt på den røde glimmerstrand. Tante Karin går nysgerrigt over mod de tre nisser. Carl og Bjørn står og ser på en bageplade, hvor der vokser nye honningkager frem af sig selv, hver gang de har spist en.

Nisserne hiver morfarens nissehue af og pludselig kommer Tante Karins nissesutsko til live og hun når lige at hoppe ud af dem, før de flyver ind i kammeret. Hendes juletræs-hat snurrer rundt og spiller ”bjældeklang” på en lidt skinger måde. Den er vist glad for at se sine venner fra det magiske julemarked.

Nissepigen griber nissehuen og viser hvordan der kan være et helt juletræ nede i den. Også nissebyen, kræmmerhusene, de flyvende stjernekastere, en masse fjernsyn og bagepladen med honningkagerne kan være der. Det er vist det man kalder en magisk nissehue!!

 

Gå til 49

 

49

De hjælpes alle sammen ad med at samle alle de magiske sager sammen og putte dem ned i den magiske nissehue. Nu ligger der kun lidt kanel, noget guldstøv og et glansbillede med en julemand på, tilbage. De flyver over i nissehuen helt af sig selv. Carl, Bjørn, Limsilamsi, Nanna, Tante Karin og morfaren går sammen med de befriede deltagere fra de sidste mange års styrkeprøver over salen og ud af en smal gang der er hugget ud i klippen.

Pludselig hører Bjørn en lyd bag dem! Et underligt lys spreder sig… Det er deres gamle ven, det ordentligt sygt magiske tv der har indhentet dem og hvis det havde en hale, ville det helt sikkert have logret af glæde over at se dem. - Og særligt morfaren som jo tog det med ind i Labyrinten til at starte med.

Nu var de ved den store røde tulipan som spyede ild og spærrede for udgangen. Men denne gang havde Limsilamsis morfar taget juletræshatten på efter at have talt med det sygt magiske tv. Han lettede det ene bagben og TISSEDE så det var en lyst op ad tulipanen… Da morfaren havde juletræshatten på, blev hans tis til gløgg og det kunne tulipanen godt lide og foldede sig glad sammen og trak maven godt ind, så de kunne passere. Da de alle var forbi hende, var hun helt i julehumør og fulgte med dem ud af Labyrinten!

 

 

 

 

 

 

 

 

​

- Kan du huske, hvad Tante Karin, Limsilamsi og Limsilamsis morfar fandt i et kæmpestort kammer inde i Baron Sukumvits Labyrint? (Hvis ikke så læs afsnittet fra den 21. december igen.)

- Og hvordan startede hele denne mærkelige historie egentlig? Kan du huske det?

 

- Og hvordan tror du, det gik med vores venner, efter de var kommet ud af Baron Sukumvits Labyrint i byen Fang?

 

Det hele startede jo med, at Tante Karin var taget ud på en rejse, for at finde det berømte og magiske julemarked i Chiang May. Hun ville finde de bedste kalendergaver til hendes ”Tante-børn”, Bjørn, Carl og Nanna. Men da hun kom til byen Fang, var den hel mørk og øde.

Hun fandt heldigvis ly hos den lille hund Limsilamsi. Han fortalte, at der ikke var noget magisk julemarked mere, fordi Baron Sukumvit (som var meget, meget gammel) havde nedlagt julemarkedet. Baron Sukumvit syntes Jul var noget tååååbeligt pjat og havde derfor fundet på en anden årlig tradition for byen Fang. For mere end 150 år siden byggede baron Sukumvit en Labyrint i bjergene bag byen og inviterede hvert år i december alle modige væsner til en ridderprøve. Det var den værst tænkelige styrkeprøve. Men den der formåede at komme igennem Labyrinten i bjerget, ville blive fyrsteligt belønnet - en pung med 10.000 guldmønter og titel af ridder og æresborger i Fang for resten af livet. Foreløbig var ingen desværre sluppet ud igen.

 

Limsilamsis morfar havde for mange år siden, stillet op til styrkeprøven, men var aldrig kommet tilbage fra Labyrinten i bjergene. Derfor tog Limsilamsis familie altid væk i starten af december, de brød sig ikke om styrkeprøven, fordi de altid savnede morfaren ekstra meget ved denne tid.

 

Tante Karin endte jo på mærkeligste vis inde i Labyrinten sammen med Limsilamsi. De håbede at finde både alle de magiske ting fra julemarkedet, Limsilamsis morfar og ikke mindst, at slippe ud af Labyrinten i live!!

 

De fandt et sygt mærkeligt magisk fjernsyn på den røde glimmerstrand, som på forunderligste vis transmogriffede Carl, Nanna og Bjørn ind i Labyrinten. Sammen fandt de Limsilamsis morfar og befriede alle de håbefulde, der i årenes løb var stillet op til ridderprøven, men aldrig havde fundet ud af Labyrinten igen. De fandt også alle de magiske sager fra julemarkedet og fik dem proppet ned i en magisk nissehue, så de kunne tage det alt sammen med sig ud af den uhyggelige Labyrint.

 

Den efterhånden store flok som netop var dukket frem fra bjerget bestod af tidligere tapre deltagere i ridderkonkurrencen, de to store barbarer med nøgne overkroppe og et skind rundt om livet, den slanke alf med det før så gyldne hår og grønne katteøjne, den kappeklædte dræber hvor man kun kan se hans mørke øjne mellem de sorte tørklæder han har svøbt om hovedet, det sygt magiske tv, den kæmpestore tulipan, Limsilamsis morfar, Limsilamsi selv, Tante Karin og Carl, Nanna og Bjørn.

 

Stemningen er virkelig god! Det er skønt at indånde frisk luft igen og alle liver gevaldigt op, kigger sig omkring og på hinanden. Limsilamsi og morfaren logrer af glæde og det sygt magiske tv hopper og blinker og lyser. Flere omfavner hinanden med tårer i øjnene. De står i en sneklædt dal omkranset af grantræer og overvejer hvilken vej de skal gå, for at komme tilbage til byen. Her kan de ikke blive ret længe, her er koldt og de kan ikke sove midt ude i en skov med sne i nat.

 

Det sygt magiske tv står og hopper op og ned ved siden af Carl og da han ikke rigtig lægger mærke til det, hopper det lidt ind i ham på sådan en skubbende måde. Carl ser endelig ned på det blinkende hoppende tv som hopper lidt frem og tilbage, som ville det sige ”kom her! Jeg vil vise dig noget”. Bjørn og Tante Karin står sammen med Nanna, som holder den magiske nissehue med alle tingene fra julemarkedet. Da Carl og det hoppende tv kommer derover, lyser nissehuen pludselig op, vokser sig kæææææmpestor og flyver ud af Nannas hånd og fylder hele luftrummet over den sneklædte dal. Ud af den nu sygt store nissehue flyver:…. JA selveste julemanden med rensdyr spændt foran sin kane og siger ho ho ho! Alle vores venner kan knapt tro sine egne øjne! De kommer alle op i den gigantiske kane og flyver op! op! op! i luften henover skoven, den sneklædte dal og langt væk fra Labyrintens udgang.

Mens de har været inde i Labyrinten, er det også blevet vinter i Fang og byens huse og gader er dækket af et fint glitrende lag sne.

Julemanden styrer sin kane lige ned mod torvet og det kan nok være, at folk i byen var ved at tabe både skæg og bukser af bare forbløffelse! ALLE løb nu mod torvet! Måske var julen endelig kommet tilbage til byen Fang? Selv Baron Sukumvit kom ned fra sin borg for at se hvad det var for noget tååååbeligt julepjat! Det var slemt nok med snevejret.

 

Da baronen så alle de tidligere deltagere fra Labyrint-styrkeprøven, blev han næsten mere overrasket end over at se julemanden med den flyvende kane og rensdyrene.

Og for at gøre en lang historie kort, så måtte Baronen jo udbetale så mange guldmønter, at hans Skatkammer blev helt tomt. Og da han så hvor glade familierne i byen, der havde mistet medlemmer og venner gennem de sidste 150 år, blev for at se deres kære igen, lød der et lille klik. Det var den hårde lås af ondskab, der havde siddet om baronens hjerte, der gik i stykker. Hans hjerte havde været sådan låst fast i mange år og ikke tilladt nogen form for glæde at slippe ind. Men nu, tænkte han lidt forvirret, kunne han faktisk ikke helt huske, hvorfor han havde afskaffet både Julen og julemarkedet og indført en så grusom Labyrint-prøve i stedet.

Han fløj glad med julemanden op på sin borg og ved hjælp af den magiske nissehue, blev der pyntet fint op og han inviterede alle i landsbyen til julemiddag og dans.

Under ris a la manden rejste han sig op og slog på glasset og sagde lidt genert, at fra nu af, skulle det magiske julemarked igen være byens varemærke og han håbede at byen bakkede op. Alle rejste sig og råbte hurra og omfavnede hinanden.

 

Limsilamsis familie var der også og havde travlt med, skiftevis at skælde Limsilamsi lidt ud, fordi han, trods deres forbud, havde deltaget i ridderprøven og samtidig klappe ham og rose ham for hans mod. De var jo ellevilde og lykkelige over, at snuse til morfaren igen. Limsilamsi lagde ikke så meget mærke til al deres snak og snusen…fordi han var kommet til at sidde ved siden af en meeeeget sød lille hund. Hun hed Mumsegumse og havde så smukke lange sorte øjenvipper og delikate prikker på sin hvide snude… Og hun duftede bare helt vildt godt!!!

 

Tante Karin og Carl, Nanna og Bjørn gik i gang med at pynte et 10 meter højt juletræ, der stod i borggården. Det var ingen sag, når man havde hjælp fra alle de magiske juleting i nissehuen.

Til sidst, da alle var mætte og glade, blev der danset om juletræet og julemanden havde lagt en stor bunke gaver, før han tog afsted, ud og aflevere julegaver til hele resten af verden.

​